Fra Paris til Berlin

Den 29. juni ankom vi til Paris. Højsæsonen var begyndt, og det var derfor tæt på umuligt at finde et hostel med god beliggenhed, der samtidig var billigt. Så endte med at bo i en lille forstad, der mest af alt lignede Avedøre eller Brøndby Øster. Og det viste sig, at der ikke var flere ledige værelser på selve hostellet, så vi endte med at bo i ejerens eget hus. Det var egentlig super lækkert. Vi måtte bruge hans køkken, internet og TV, så vi følte os næsten hjemme. Derfor blev det også en lidt anderledes tur til Paris, end vi lige havde forventet. Det blev til ture til byen om dagen og derefter ren afslapning om aftenen.
Men vi fik set det meste af det der ”skal” ses i Paris. Vi så Eiffeltårnet, Triumfbuen, Concorde-pladsen og hele Champ Élysées. Som forventet var der masser af mennesker, men det var nu alligevel en dejlig gåtur. Og vi så selvfølgelig Notre Dame og Louvre og Mona Lisa, der var omringet af mennesker og kameraer. Og vi så Montmartre og Sacré Cæur og spiste crepes på et lille sted der så hyggeligt ud, men som viste sig at være absurd dyrt – fem euro for en vand, og du skulle købe drikkevarer – og så så vi Moulin Rousse.


Det der er ved Paris er, at det har hele den spændende historie. Det er her alle de store personligheder fra 1920’erne holdt til – Man Ray, Dalí, Getrud Stein, Hemingway, Matisse, Picasso, Scott og Zelda Fitzgerald osv. Det var dem, der festede på gaderne i Montmatre og nød det søde liv i Paris indtil depressionen. Men på en varm sommerdag midt i højsæsonen er det svært at fornemme ånden fra den tid mellem gøglerboder og plattenslagere – de havde sågar sat en hoppeborg op foran Sacré Cæur.
Den største succes var cinamateket og det dertilhørende filmmuseum, hvor der heldigt nok var opsat en særudstilling om Stanley Kubrick. En slavisk gennemgang af alle hans film med dertilhørende filmklip og kulisser. Det var virkelig inspirerende.
Efter tre nætter i udkanten af Paris gik turen videre til Berlin. Vi var blevet nødsaget til at tage et tog klokken seks om morgen og måtte sågar betale tooghalvfjerds euro for det, fordi alt andet var fyldt. Vi var til gengæld så heldige at have en vært, der var helt utrolig hjælpsom – næsten for hjælpsom – som gerne ville køre os til banegården klokken halv fem, så vi endte med at være på Gard du Nord klokken fem om morgenen.

Så vi ankom til Berlin den 2. juli. Berlin var en stor kontrast til de byer vi havde set i Syd Europa. For det første er der slet ikke tilnærmelsesvis så mange turister, som der er i byer som Paris og Venedig, og så er hele stemningen bare anderledes. Der er meget mere beton og graffiti og det hele er mere nyt, men bærer stadig præg af en helt absurd historie, og jeg kan ikke rigtig forklare det, men Berlin tiltaler mig bare på en hel anden måde end de andre storbyer vi har været i. Måske er det stemningen, måske er det faktum, at jeg var der for tredje år i træk eller måske var det noget andet, men vi følte os begge meget bedre tilpas i Berlin.
Eftersom vi havde set de fleste store turistattraktioner før kunne vi bruge lidt mere tid på museerne og brugte det meste af den første dag på det historiske museum, tog i biografen den anden dag og brugte nogle timer på filmmuseet. Derudover brugte vi bare tiden på at nyde de sidste dage af vores rejse og tog ud at spise, på vandpibebar eller på kaffebar.
Det var i det hele taget nogle dejlige dage i Berlin.

Og nu er vi hjemme i Danmark igen. Mandag begynder hverdagen igen med et matematikkursus, der for mit vedkommende skal overstås inden studiet starter til september. Men det rart at være hjemme igen, og jeg glæder mig til at tilbringe sommeren her.

Rochetaillée (gæsteindslag)

Rochetaillée ligger 7 kilometer fra den lille cykelgale Alpelandsby Bourg d'Oisains for foden af det måske mest legendariske Tour-bjerg Alpe d'Huez. Da det mere eller mindre var mit projekt, at lægge vejen forbi dette gudsbenådede område og for at give Signe en lille skrivepause fra sin glimrende blog, har jeg (Jonas) fået æren af at udforme denne korte beretning.

Vi boede i Rochetaillée på en campingplads i 3 nætter. Pladsen var 4-stjernet og meget lækker med pool. Vi camperede dog ikke, men boede i stedet på et lille chateau på 2. sal med udsigt ned over pøbelen, beboende i de mange telte. Chateauet var som hevet ud af en historie fra en den franske revolutions tid. Meget stilrent og gennemført og på nær tv'et kunne man ikke vide, at vi var i 2011. Campingpladsen var omringet af bjerge, hvilket vi begge lod os imponere af gang på gang. Jaja, hvis man ikke lader sig imponere, så bliver man jo heller ej imponeret.

Nå. Men da jeg ikke havde min egen cykel med i backpacken, måtte jeg jo leje en. Dette kunne snildt lade sig gøre i Bourg d'Óisains, selvom jeg forinden var nervøs, da ideen med at tage her ud ligesom stod og faldt med have en cykel. Det viste sig hurtigt langtfra at være det eneste aspekt, da chateauet, poolen og geografien både gjorde Signe og jeg selv vildt begejstrede, med eller uden cykel. Signe, der jo ikke er så meget bymenneske igen, var ikke mindst bare glad for at komme lidt væk fra storbyen og indånde lidt natur igen.

Tilbage til cyklingen. I tråd med denne blog, hvis force i særdeleshed er dens korte og skarpe beskrivelser udenom kedsommelige detaljer, vil jeg skippe en lang cykelberetning. Et par få beskrivende ord skal dog lige med.

Første dag: Jeg undervurderede bjerget og overvurderede min egen form, men kom dog op af Alpe d'Huez uden at stoppe, hvilket var målet.

Anden dag: Tænkte jeg tog et bjerg der var nemmere, men stadig legendarisk (Croix de la Fer). Det var det ikke. Flere plateauer undervejs, der trak gennemsnitsstigningen ned og ødelagde min rytme.Og meget langt! Jeg fik sukkerkrise og måtte stoppe 2/3 op af bjerget.
Tredje dag: Indædt stod jeg op kl. 5.30 og sørgede for nok mad. Lavede en playlist med adrenalinforstærkende musik og kørte op Alpe d'Huez 8 minutter hurtigere end den første dag. Ekstatisk. Og poolen resten af dagen med en smadret krop.

Nu er vi i Paris og skal på sightseeing igen. Det er der intet dårligt ved. Tværtimod. Vi fik blot tanket lidt fornyet energi i Alperne. Tak herfra

Venedig & Milano

Som fortalt boede vi på en lille campingplads uden for Venedig. Det var et dejligt sted at finde ro oven på rejsedagene, og der var masser af grønne områder at slappe af og spille bold på. Vi (især Jonas) havde stadig lidt søsyge siddende i kroppen, og Jonas havde tilmed fået hold i nakken, men trods det nød vi at være i Venedig.

Den første dag så vi de obligatoriske seværdigheder. Deriblandt San Marco pladsen og Rialto-broen. Det er ikke svært at gætte, at disse steder selvfølgelig var spækket med turister (og duer) og små tursistboder, der alle solgte de samme ting – især masker, der vel nærmest er Venedigs varemærke sammen med gondolerne. Men det var værd at se, for trods alt er det nogle smukke bygningsværker. Og i nærheden var et lille museum med en særlig Dalí-udstilling, som vi selvfølgelig måtte se. Her kunne vi få ro.

Vi tog tidligt hjem den første dag og nød at være lidt væk fra byen. I Milano havde jeg købt Melvilles klassiker Moby Dick, som jeg brugte en del tid på at læse.

Næste dag tog vi tilbage til byen, men tilbragte tiden i de små gader og gyder. Der var en dejlig kontrast mellem disse og gårsdagens områder. Der var nemlig fuldkommen stilhed. Venedig har ingen biler eller motorcykler og alt det der, som ellers præger de fleste byer. Du kunne høre hvert skridt du tog, og det mindede mig næsten om den scene i Rødt Chok, hvor hovedpersonen løber rundt i de stille gader efter den lille pige i den røde frakke. Der er en helt fantastisk form for mystik over Venedig.

Som en selvfølge tog vi os den frihed at bruge penge på en tur i en af byens mange gondoler – det er vel indbegrebet af Venedig. Det var hen af eftermiddagen eller tidlig aften, vandet var højt og igen var der helt stille. Den tur var hele rejsen værd!

Torsdag gik turen tilbage til Milano.

Milano er modsat Venedig en travl og larmende by. Biler og motorcykler brøler konstant forbi ude på gaden, og det hele støjer generelt som en rigtig storby skal, for Milano er en stor by. Denne by er blevet vores første møde med storbyen på denne rejse.

Vi har brugt fredagen på at se byen – deriblandt Duomo (den kæmpestore domkirke), som kom fuldstændig bag på os i sin mægtighed, fordi vi ikke rigtig havde gjort os så meget research, inden vi tog til byen. Og vi tog os lidt tid til at kigge på butikker og sidde og drikke kaffe på en lille café og læse i vores nyindkøbte løsestof.

I morgen bliver endnu en god lang rejsedag. Denne gang går turen til Grenoble, hvor vi skal tilbringe en enkelt nat, inden turen går videre mod en lille campingplads tæt ved Alpes d'heuz.

Og så var der Korsika

Som sagt mødtes med Jonas igen mandag tidlig aften. Vi havde en hyggelig aften i Nice og spiste indisk mad på en lille restaurant i den gamle bydel. Det var i det hele taget bare dejligt at se ham igen.
Tirsdag morgen gik turen mod Korsika. Vi tog færgen fra Nice til Calvi klokken otte og ankom klokken cirka to. Det var en rolig sejltur uden de store bølger.
Da vi endelig ankom til Calvi regnede vi med at finde vores hotel, som vi havde reserveret værelse på lang tid forinden, og så ellers slappe af resten af dagen. Men det viste sig, at Hotel Filosorma, som ellers ifølge hostelbookers.com lå i Calvi, lå i en lille by ved navn Galeria, femogfyrre kilometer uden for Calvi. Den eneste bus dertil kørte kun en gang om dagen, og den havde vi selvfølgelig ikke nået. Så vi indlogerede os på et centralt og ganske billigt (standarten for Korsika taget i betragtning) hotel i Calvi.
Vi valgte at blive der resten af vores tid på Korsika – i alt fem nætter. Egentlig havde vi planlagt at tage til Corte midt inde på øen og bo i nogle dage, men for at det ikke skulle være løgn strejkede jernbanerne, og der var tilmed ingen værelser ledige i byen. Korsika er ikke en backpacker-ø, med mindre du rejse med telt.
Men det skal da nævnes, at øen er fuldkommen fascinerende og utrolig smuk – sådan et bjerg midt i Middelhavet. Selvom vi gerne ville have været lidt længere væk fra turistområdet – helst i Île Rousse eller Corte – nød vi vores fem dage i Calvi.
Øen er helt anderledes end resten af Frankrig. De gør meget ud af at repræsentere deres egen kultur. Det er sjældent du ser et fransk flag på øen, til gengæld flagre det korsikanske flag med maueren med det hvis klæde om hovedet overalt og er som et lille logo på stort set alt det, du kan købe. Det er vel det lille lævn (sammen med strejken) af øens kamp for selvstændighed.
Onsdag var vi inde og se det gamle citadel, og om eftermiddagen lejede Jonas en cykel. Han fik set en del af det bjergrige område den aften og dagen efter. Der var også en dejlig stand, som vi selvfølgelig også benyttede os af.
Fredag tog vi bussen til Île Rousse. Île Rousse er mindre turisttet og særlig kendt for sin lille røde halvø (deraf navnet). Vi vandrede op af halvøen og badede ud fra dens klipper. Det var helt fantastisk! Og bagefter spiste vi muslinger på et af stedets restauranter.
Kort sagt havde vi trods små forhindringer en dejlig tur til Korsika, og der er ingen tvivl om, at jeg nok skal se øen igen.

Lige så rolig som turen til Calvi havde været, ligeså absolut forfærdelig var den på vej tilbage til Nice. Vi tog færgen klokken syv om morgenen, og lige efter vi havde spist vores morgenmad, begyndte bølgerne at tage fat. Folk hastede mod toiletterne, der blev delt poser ud og enkelte steder var nogen der havde brækket sig.

Jonas fik det skidt allerede en halv times tid efter vi var steget ombord og kunne se frem til seks timer i, hvad der er tæt på det rene helvede. Hver gang jeg kiggede på ham, så jeg ham sidde at stirre ud luften og forsøge at overkomme brækfornemmelserne, der så ud til at dukke op hvert minut – og sådan fortsatte det hele vejen til Nice. Jeg selv blev en smule skidt tilpas, men var ikke i nærheden af at være lige så søsyg som Jonas eller de mange andre på skibet.

Fra Nice havde vi regnet med at reservere pladser i to nattoge mod Venedig. Af en sur mand bag billetskranken, fik vi at vide, at det ikke kunne lade sig gøre og blev derfor henvist til den italienske grænse i en lille italiensk by. Vi tog toget dertil og besluttede derfra at tage et tog til Milano og overnatte på et hostel natten over.

Det var en sjov kontrast at gå fra Frankrig til Italien på lidt under en time. Du kan tydelig mærke forskellen med det samme, og jeg som endelig havde fået fat på en del franske gloser kom hele tiden til at sige ”merci” og så videre til ekspedienter og lignende.

Milano virkede som en interessant by, selvom vi kun så den om aftenen, og vi kan glæde os til at vende tilbage dertil på torsdag.

Tirsdag formiddag tog vi toget til Venedig og indlogerede os i en lille bungalow på en lille campingplads tæt ved Venedig – og det er her vi er nu!

Det er et ideelt sted at bo som backpacker. Det er billigt, og det er nemt at tage båden ind til Venedig. Bedst af alt er her (lige med undtagelse af et diskotek) roligt, og det er hvad vi har brug for oven på nogle massive rejsedage, der stadig får jorden til at gynge under os.

It's Nice

Den sidste uge på Grand Barbe er gået. Jeg var efterhånden indstillet på at skulle videre, og følte derfor, at det var ved at være et overstået kapitel. Men jeg nåede at lære Line fra København at kende i løbet af ugen, som jeg virkelig svinger godt med. Og de sidste to dage mødte jeg også Jen fra Wales, som også var rigtig sød og udadvendt. Så på måde, er jeg glad for, at jeg blev så længe.

Fredag aften tog jeg toget cirka klokken ti, var i Toulouse ved tolvtiden og tog videre til Nice med nattoget. Det var en lang tur. Jeg var lidt nervøs af en eller anden uforklarlig grund og kunne heller ikke rigtig sove. Så jeg var temmelig groggy, da klokken var omkring halv otte om morgenen og toget kørte ind mod Cannes.

De store huse og havet begyndte at tone frem, og det første syn, der mødte mig, var et kæmpe maleri af Marelyn Monroe på sidevæggen af et hotellerne ved stationen i Cannes. Det var som et eller andet varsel eller noget, om at det her er noget helt andet end Semboues og de små landsbyer i Syd-Vest-Frankrig, og jeg blev næsten helt overvældet.

Og så ankom jeg til Nice deromkring klokken otte. Jeg låste min bagage ind i locker på stationen, fik en kop kaffe på et lille bageri og gik ned til havnen. Havnen var spækket med kæmpe store lystyachts – sådan virkelig overvældende! Og det hele ligesom oste af penge.

Efter dette syn indlogerede jeg på et lille billigt hostel tæt ved stationen (det stod i fint kontrast til havnen) og gik på jagt efter et sted at spise i den gamle by. Det er den del af Nice, der virkelig er spændende. Gaderne er små og snævre og rundt og omkring er der små cafeer, markeder, gøglere og blomsterforretninger. Og bagefter gik jeg forbi stranden, og det gik op for mig, hvor meget jeg har savnet den friske luft, der er ved havet. Ved Pyrenæerne er luften anderledes tynd, og jeg blev tit virkelig træt om aftenen, fordi det var så langt væk fra havet. Så selvfølgelig tilbragte en stor del af lørdag og søndag på stranden.

Men Nice er både fantastisk og forfærdelig på samme tid. Det er fuldstændig proppet med turister, kæmpevillaer, dyre hoteller, luksusbutikker og alt det der, men alligevel er der et eller andet ved det, som jeg ikke kan præcisere: noget med de snævre gader, travlheden og de venlige mennesker jeg har mødt kombineret med, at jeg har været langt ude på landet i lang tid.

Mandag eftermiddag tog jeg ind til lufthavnen og mødte endelig Jonas.

Rainy days

Siden Toulouse har jeg mest tilbragt tiden på Grand Barbe. Her i weekenden tog jeg med Suzie, Delayny og Ryan til noget vide grenier (loppemarked) i Tilliac, hvor Delayny og Ryan passer et hus lige for tiden. Det er muligt at finde noget spændende til disse vide greniers mellem alt det andet skrammel. Sidste weekend købte jeg end kaffemaler, og denne weekend købte jeg et par antikke øreringe i indisk sølv. Begge til en ganske rimelig pris.

Søndag aften blev jeg inviteret over til Bruce og Jenny – et rigtig venligt, britisk par, der bor i St. Justin. De har selv en workawayer fra England og havde inviteret fem andre, der er workawayers i Tilliac – et svesk par, en skotte, en pige fra Colorado og en pige fra Schweiz. Det var en rigtig hyggelig aften. Ude i horisonten bevægede uvejret sig op mod St. Justiin og pludselig, ovenpå en varm, skyfri solskinsdag, åbnede himlen for sluserne, og det styrtede ned med regn.

Jeg kom hjem ved tolvtiden. Men inden, jeg tog hjem, nåede Bruce at spørge mig i ramme alvor, om jeg havde mødt det spøgelse, der bor hos Suzie og Jamie. Da jeg kom hjem var huset mørkt og alle var gået i seng, så jeg sendte Bruce en olm tanke for at have nævnt det forbandede spøgelse på sådan et tidspunkt af døgnet.

Mandagen var en sløv og lummer dag. Om morgenen gik jeg en lang tur med hundene for at udgå varmen. Forleden gik jeg med dem i bagende sol. Det gik fint inde i skoven, men på vejen tilbage, begyndte Banjo (en stor sort labrador) at slingre, kaste op og derefter besvime – det har jeg aldrig oplevet en hund gøre før. Så efter det, går jeg kun med dem, når solen ikke bager ned.

Men som sagt, var det en lummer dag. I ved, sådan en dag, hvor insekterne klæber sig til ens krop, og hvor det konstant klør over det hele. Det hele kulminerede i et massivt tordenvejr om aftenen. Det var helt fantastisk! Du kunne se stormen komme vandrende hen over landskabet for til sidst at slå sig ned over Grand Barbe med torden og lyn og styrtende regn. Regn er en mangelvare i Sydvest-Frankrig i år.

Et døgn i Toulouse

Klokken seks mandag morgen blev jeg hentet af Michel. Han er Suzie og Jamies nabo, men arbejder i Toulouse og har derfor et lille hus der, hvor han bor fra mandag til fredag. Han tilbød at køre mig til Toulouse og låne mig et værelse i lejligheden for en enkelt nat, så det sagde jeg ja til.

Men han kom altså kørende mandag morgen i sin mintgrønne 2CV og samlede mig ude ved lågen. Det var en to og en halv-timers køretur på en utrolig smuk morgen. Tågen lå som små søer mellem bakkerne, og solen var stor og rød som den maste sig op over bakkerne. Denne oplevelse blev kun bedre af lyden fra den gamle bil.

I Toulouse brugte jeg det meste af dagen på at vandre rundt. Museerne var lukket (det er de om mandagen hernede), så jeg gik mest rundt og så byen. Jeg tog ned til den karakteristiske Rue de Republic, gik over Pont Neuf og op til Capitole. En god gåtur op og ned ad bakke.

Efter at have vandret rundt fandt jeg et sted at spise. Det kom selvfølgelig ikke bag på mig, at alt stod på fransk, og endnu engang fortrød jeg, at jeg aldrig har lært fransk. Det var et middelmådigt måltid – og det var min egen skyld, fordi jeg dybest set ikke anede, hvad bestilte. Men i det mindste var jeg ikke sulten længere. Det gik også galt senere, da jeg ville bestille en pandekage med sukker og en danskvand. I forvirringen endte jeg med at få en pandekage med is og flødeskum, en danskvand og et glas vand.

Men Toulouse er en dejlig by. Der er grønne områder med bænke, hvor folk forsøger at få en bænk i skyggen (det var virkelig varmt i Toulouse den dag), hvor de kan spise deres mad, læse en bog eller bare slappe af oven på en lang arbejdsdag. Jeg sad på en bænk ved Capitole og spottede en klovn sætte sig i skyggen, fuldstændig udmattet og med fuld make-up, tage sin hat af og sukke dybt. Jeg kunne næsten høre ham tænke ”hvorfor skal det være så varmt!”.

Tidligt på aftenen tog jeg i biografen og så Midnight in Paris (en Woody Allen-film). En amerikansk forfatter ryger tilbage til 20'ernes Paris og møder alle sine forbilleder: Zelda og Scot Fritzgerald, Ernest Hemmingway, Pablo Picasso, Salvador Dalí. Man Ray, Gertrude Stein, Bunuel, Matisse, Cole Porter osv. I det rigtige humør nåede jeg ind og købe en plade med Cole Porter inden de lukkede, og blev glad ved tanken om at skulle til Paris om en måneds tid.

Tirsdag havde jeg besluttet mig for at tage til L'abattoir og se noget kunst. Men med sorg i sindet fandt jeg ud af, at museet kun har åbent fra onsdag til søndag (det er vist sydfransk mentalitet). Så i stedet satte jeg med i parken ved siden af og lyttede til The Velvet Underground, mens jeg så på en stor lyserød skulptur, der mest af alt lignede gigantiske tarme. Parken var fyldt med limetræer, så der duftede helt utrolig godt.

Min tur til Toulouse endte med en togtur gennem det smukke Midi-Pyreneeske terræn til lyden af Iggy Pops The Idiot-plade.