Et døgn i Toulouse

Klokken seks mandag morgen blev jeg hentet af Michel. Han er Suzie og Jamies nabo, men arbejder i Toulouse og har derfor et lille hus der, hvor han bor fra mandag til fredag. Han tilbød at køre mig til Toulouse og låne mig et værelse i lejligheden for en enkelt nat, så det sagde jeg ja til.

Men han kom altså kørende mandag morgen i sin mintgrønne 2CV og samlede mig ude ved lågen. Det var en to og en halv-timers køretur på en utrolig smuk morgen. Tågen lå som små søer mellem bakkerne, og solen var stor og rød som den maste sig op over bakkerne. Denne oplevelse blev kun bedre af lyden fra den gamle bil.

I Toulouse brugte jeg det meste af dagen på at vandre rundt. Museerne var lukket (det er de om mandagen hernede), så jeg gik mest rundt og så byen. Jeg tog ned til den karakteristiske Rue de Republic, gik over Pont Neuf og op til Capitole. En god gåtur op og ned ad bakke.

Efter at have vandret rundt fandt jeg et sted at spise. Det kom selvfølgelig ikke bag på mig, at alt stod på fransk, og endnu engang fortrød jeg, at jeg aldrig har lært fransk. Det var et middelmådigt måltid – og det var min egen skyld, fordi jeg dybest set ikke anede, hvad bestilte. Men i det mindste var jeg ikke sulten længere. Det gik også galt senere, da jeg ville bestille en pandekage med sukker og en danskvand. I forvirringen endte jeg med at få en pandekage med is og flødeskum, en danskvand og et glas vand.

Men Toulouse er en dejlig by. Der er grønne områder med bænke, hvor folk forsøger at få en bænk i skyggen (det var virkelig varmt i Toulouse den dag), hvor de kan spise deres mad, læse en bog eller bare slappe af oven på en lang arbejdsdag. Jeg sad på en bænk ved Capitole og spottede en klovn sætte sig i skyggen, fuldstændig udmattet og med fuld make-up, tage sin hat af og sukke dybt. Jeg kunne næsten høre ham tænke ”hvorfor skal det være så varmt!”.

Tidligt på aftenen tog jeg i biografen og så Midnight in Paris (en Woody Allen-film). En amerikansk forfatter ryger tilbage til 20'ernes Paris og møder alle sine forbilleder: Zelda og Scot Fritzgerald, Ernest Hemmingway, Pablo Picasso, Salvador Dalí. Man Ray, Gertrude Stein, Bunuel, Matisse, Cole Porter osv. I det rigtige humør nåede jeg ind og købe en plade med Cole Porter inden de lukkede, og blev glad ved tanken om at skulle til Paris om en måneds tid.

Tirsdag havde jeg besluttet mig for at tage til L'abattoir og se noget kunst. Men med sorg i sindet fandt jeg ud af, at museet kun har åbent fra onsdag til søndag (det er vist sydfransk mentalitet). Så i stedet satte jeg med i parken ved siden af og lyttede til The Velvet Underground, mens jeg så på en stor lyserød skulptur, der mest af alt lignede gigantiske tarme. Parken var fyldt med limetræer, så der duftede helt utrolig godt.

Min tur til Toulouse endte med en togtur gennem det smukke Midi-Pyreneeske terræn til lyden af Iggy Pops The Idiot-plade.

Dage på Grand Barbe

De sidste par dage er gået temmelig hurtigt.

Jamie har lært mig en del om havearbejde. Han lod mig plante tomater, basilikum og peberfrugt over i potter forleden, fortalte om stiklinger og hvordan man får en pære til gro ind i en flaske og sendte mig ned i urtehaven ”to kill the enemy” ved hjælp af en lille hakke og et par havehandsker. Og jeg forsøger at huske det hele, for jeg vil så gerne lære det. Og det er helt imponerende så meget han er inde i det. Det er som om hele hans ansigt begynder at lyse op af ren og skær begejstring, når han begynder at fortælle om haven og de planter, han har sået. Og så snart du begynder at se det gro, begynder du også at forstå, hvorfor han er så grebet af det. Det er en virkelig tilfredsstillende følelse at se, at du kan være i stand til at få noget til at gro.

De sidste to dage har jeg haft fri, og jeg brugte det meste af tirsdagen på at ligge i solen og lytte til Nick Cave og forsøge at skrive. Simon og Johan har sammen med Pete været i fuld gang med at sætte det lille hus, som Jamie og Suzie har købt, ved siden af i stand, og blev færdige med deres del af arbejdet i tirsdags. Det lignede rent ud sagt en stor bunke lort, inden de gik i gang, men nu er der blevet bygget en trappe og lagt gulv og det hele. Det er imponerende at se, hvor meget der er sket dernede.

Så det blev på en måde fejret. Suzie havde inviteret naboen over. Delayney og Ryan (canadierne) arbejder derovre nu, så de var også med. Og inden da var Delayney og jeg til yoga-undervisning nede i et lille galleri i Marciac. Det hele foregik på fransk, og selvom hun forsøgte at tale lidt engelsk, var det svært at forstå. Men det var egentlig ganske rart at komme i gang med yoga igen.

Og så i går morges tog drengene afsted. De havde aftalt at tage nordpå og mødes med Ed (englænderen, der var her), som tog af sted i sidste uge. Så nu er jeg den eneste workawayer de næste to uger. Det er lidt mærkeligt at gå fra at være ti mennesker i begyndelsen til kun at være fire (Suzia, Jamie, Peter og jeg). Her er i hvert fald meget stille. Så jeg brugte det meste af dagen på at ligge udenfor i sofaen og med jævne mellemrum læse halvdelen af Bunny Munros død, som drengene har efterladt, selvom jeg har læst den før.

Kort om en lørdag aften i Pau

Det havde regnet hele dagen på Grand Barbe, og jeg skal gerne indrømme, at jeg helst var blevet hjemme til at starte med. Jamie skulle spille foran Château de Pau, så vi havde planlagt at tage ind og høre ham. Jamie selv havde vist også mest lyst til at blive hjemme og se fodbold.

Men vi kom afsted trods alt. Efter lidt over en times kørsel i den gamle blå bus (op og ned ad bakke og skramle rundt), var vi inde midt i Pau. Der var Grand Prix i byen, og rundt omkring i gaderne stod en del veteranbiler udstillet. Nede ved Avenue de Pyreneés var der en massiv larm fra de gamle biler, der kørte rundt nede på banen. Regnen var heldigvis stoppet på det tidspunkt, så der var masser af mennesker i byen.

Efter en del vandren fandt vi et sted og drak en øl, og derefter spiste vi på en afrikansk restaurant. Pau er sådan virkelig fransk, hvis I forstår – små snævre gader, gule huse med altaner og et hav af cafeer. Jeg kunne ikke blive andet end glad af at være der.

Nede ved Chateau'et kunne man se udover byen, der blev belyst af solnedgangen. Det var virkelig smukt! Og med udsigt til tagtoppene, der alle var prydet med antenner, kunne man se Jamie og hans New Orleans jazzband spille midt i den lille have foran slottet, mens folk dansede rundt på pladsen og oppe i husenes vinduer, hvor folk dansede med deres børn på skuldrene.

Sancta Maria & Jesus en masse

Kaffekopper, røgelsespinde, stearinlys, tændstikæsker, postkort, billeder, køleskabsmagneter, krusefixer, armbånd... halskæder, slikposer, tallerkner, bogmærker, nøgleringe, punge, ure, æsker etc. etc. Alt sammen med motiver af Jesus eller Sancta Maria... over alt i Lourdes. Hver eneste lille butik har de samme dimser med religiøse motiver på. Ja, selv paven kan man få på en kaffekop.

Årsagen er en lille grotte (La Grotte), hvor der efter sigende skulle være sket et mirakel. Den blinde Bernadette drak af kilden i grotten, så Jomfru Maria og blev helbred. Det er vist historien i korte træk. I hvert fald har det ført til, at Lourdes har fået en næsten Mekka-lignende status for katolikker, og folk valfarter dertil for at få en tår af det hellige vand fra La Grotte.

Jeg fik et lift til Lourdes af naboen, Beatrice, som arbejder i der, og ankom til byen omkring klokken ti. På det tidspunkt var butikkerne stadig ved at åbne, og jeg fandt byen rolig og hyggelig. Det var før jeg nåede ned til La Grotte og den store kirke. Efter en time der indså jeg, at det var knap så roligt i Lourdes.

Det var det rene gedemarked. Alle butikkerne gjorde deres bedste for at klemme så mange euro ud af de valfartenes lommer som muligt. Og man kun stort købe alt! Jamie sagde til mig inden jeg tog afsted: ”I think you should buy something really taggy”, så jeg købte en frygtelig køleskabsmagnet med Bernadette og Jomfru Maria. Meget beskedet udvalget taget i betragtning.

Alting var virkelig turistet og man kunne tage et lille tog rundt i byen, hvor der blev fortalt om Lourdes og La Grotte over højtalerne på flere forskellige sprog. Suzie fortalte forleden, at det er Jamie, der har lagt stemme til den engelske version af Jesus i togene, for at tjene lidt penge. Turistbyroet var af en eller grund lang tid om at give ham pengene, så til sidst ringede han til dem og sagde: ”Yes, this is Jesus and I want my money!”

Men jeg kom ned til La Grotte og stedet var fyldt med mennesker. Nonner, turister, pensionister og folk i kørestole vandrede rundt om den store kirke. Alle i håb om, at mærke den helbredende kraft fra den hellige kilde. Jeg så nonner komme kørende med syge mennesker, der lå på en båre og forældre med deres handicappede barn i en kørestole. Jeg vil tro det var deres sidste på en måde.

På den venstre side fandt jeg den legendariske grotte, og folk stod i kø for at røre klippevægen, gøre korsets tegn, gnide vandet fra væggen ind i håret og endda kysse klippevægen. De havde alle købt et vokslys som de tændte og satte i et dertilhørende stativ. Ved siden af grotten var der en hane med det hellige vand, og folk benyttede disse til at fylde de små flasker, de havde købt oppe i turistbutikkerne. Nogen havde ligefrem taget store dunke med.

Efter det store show satte jeg mig på en cafe, fik en portion pasta, en cafe creme og en San Pellegrino og nød det sydeuropæiske gadeliv væk fra La Grotte. Bagefter, var jeg fuldstændig udkørt og havde stadig et par timer, før jeg skulle mødes med Beatrice. Efter en uge væk fra al form for byliv tager Lourdes hurtigt kræfterne fra en. Så jeg gik en tur og fandt byens kirkegård. Kirkegårdene er anderledes fra de små danske – de er fyldt med store monomenter og også en smule dystre. Men jeg nød nu alligevel at gå rundt der, fordi der var så dejligt stille og tilmed en fantastisk udsigt til Pyrenæerne.

Champagne Soup

Den 8. maj 1945 var den dag, krigen sluttede og dette fejres med stor stil i Frankrig. Hele landsbyen Sembuos var inviteret, og vi mødte op alle sammen fra Grand Barbe. Vi samledes foran kirken, hvor der blev spillet noget traditionel hornmusik (Jamie spillede med i orkesteret, som det kan ses på billederne (ham med hawaii-skjorten)), derefter blev der holdt to minutters stilhed for dem, der døde under krigen efterfulgt af en lidt højtidlig tale, der mest af alt var et skulderklap til Frankrig for ikke at give op under krigen – i modsætning til så mange andre lande, som de nævnte (jeg tror Danmark var blandt kujonerne).

Men efter alt det højtidelige gik vi til forsamlingshuset, hvor der blevet serveret den famøse ”champagne suop”, som er en blanding mellem champange og appelsinjuice (den var ganske stærk) alt imens hornorkesteret spillede banda-musik. Det er traditionel festmusik i Syd-Frankrig.

Dette var blot indledningen til, hvad det skulle vise sig at være et kæmpe måltid – et virkelig massivt måltid! Først blev der serveret en stor portion fiskesuppe, derefter en krappesalat, derefter en vildtgryde (meget tung vildtgryde!), derefter hjortesteg med masser er grønsager, derefter dessert og derefter kaffe med brandy. Det var god mad, bevares, med portioner var så store, og jeg måtte virkelig kæmpe mig igennem til sidst. Alt dette blev selvfølgelig serveret med vin til.

Suzie fandt en pose frem til resterne, som hun – dyreven som hun er – gemte til hundene og hønsene. Bagefter gik vi hjem – op ad stejle bakker hele vejen. Det var en god gåtur egentlig. Først mødte vi nogle geder som Suzie havde solgt til en lokal landmand, og derefter mødte vi Beatrice, som gerne vil give mig et lift til Lourdes på tirsdag.

Det er meget lokalt her i området, og alle kender sådan set hinanden – meget fransk alt sammen, med kindkys til alle og kæde rundt om bordet i takt til dem festlig banda. Og det er sjovt at få lov blive en del af det. Det er sjældent sådan en chance dukker op, så det er bare med at nyde det, mens den er der, går jeg ud fra.

I godt selskab

De sidste to dage er gået ganske stille og roligt.

Dagen går med forskellige former for arbejde som rengøring, en smule hjælp i køkkenet og sådan. Det er dejligt at have noget at lave for at glemme, at jeg er helt alene. Alene er måske ikke det rigtige ord, for der er stort set mennesker omkring mig hele tiden. I går fik jeg lov at lufte hundene, og det var faktisk helt rart at få lidt tid for mig selv uden at tænke på at ”small-talke” hele tiden.

Her er ganske festligt – det kan man takke vinen og det gode selskab for. I går eftermiddags fik Peter den ide at køre til Marciac (det ligger cirka 10 kilometer herfra) for at drikke øl. Vi tog derned i to biler. Fire i Jamies bil og resten af os bag i Eds blå varevogn. Og torsdag aften blev de fleste oppe ret sent og jammede. De taler alle sammen meget om jazzfestivalen i Marciac i august. Der kommer en del store navne som Herbie Handcock og lignende, så det er lidt ærgerligt, at jeg går glip af den. I det hele taget bliver der talt meget om jazzmusik her.

Men som sagt er det godt selskab. Patrick tog afsted i torsdags, så lige nu er vi tre danskere (Simon, Johan og jeg), tre englændere (Jamie, Pete og Ed), to canadiere (Delayney og Ryan) og Suzie der er fra Skotland, så der en del folk her. Jeg tror Suzie og Jamie sætter pris på det, eftersom en del bliver ordnet rundt omkring på grand Barbe. Jeg har fået Patricks værelse nu. Der er udsigt til Pyranæerne, men det har desværre været for overskyet til at se dem indtil nu.

... and there's always music in the air

Lad mig opsummere de to sidste dage:

Tirsdag morgen sagde jeg farvel til Jonas og mine forældre i Kastrup Lufthavn. Det var VIREKELIG hårdt – meget værre end jeg have regnet med. Jeg får hurtigt hjemve, og efterhånden fik jeg gjort alting meget værre end det egentlig var. Men jeg kom da afsted, mens Johannes Møllehave og banale popsange holdt mit humør på et acceptabelt niveau.

Jeg fløj fra Kastrup til Paris Charles De Gaulle. Derfra skulle jeg tage bussen til Paris Orly. Jeg måtte vente længe på bussen, men jeg nåede mit fly fra Orly til Lourdes/Tarbes. Da jeg ankom, var der ingen til at tage imod mig. Efter rejsen og den relativt hårde afsked med dem jeg holder af, var jeg rimelig tæt på at gå i panik, så jeg ringede til Jamie, som sagde, at Suzie var kørt og sikkert snart ville være der. Efter en del venten, kom hun kørerende. Det viste sig, at hun skulle hente et par fra Canada på togstationen senere på aftenen og havde byttet rundt på aftalerne og troede, jeg var i der.

Da jeg endelig ankom til deres hus og mødte de andre (Jamie, Patrick en amerikaner, Ed, englænder) begyndte denne her tur pludselig at give mening. Jamie og Suzie er virkelig gæstfrie og venlige. Jamie har et stort ”art sudio” og udover det spiller han trobone. Der bliver hele tiden spillet musik fra anlægget i stuen - alt fra indisk instrumental musik til jazz og almindelig popmusik strømmer ud i hele huset – og hele stemningen – blandet med den smukke natur – gør stedet helt enestående. Huset er 1700-tallet og er virkelig hyggeligt. Selve indretningen er en blanding af en masse bøger, malerier, instrumenter og indiske billeder. Jamie og Suzie har rejst meget i Indien og ude på mit badeværelse hænger der et stort billede af Ganesha.

Onsdag kørte jeg med Suzie og den canadiske par til en lille landsby ved navn Marciac. Hver onsdag er der et marked i Marciac, og det var egentlig rigtig hyggeligt. Suzie skulle ordne nogle indkøbt og imens købte vi vin for hende og så os lidt omkring. Vinen er virkelig billig hernede, hvis man ikke køber det på flaske. Vi købte fire en halv liter for syv euro.

Om eftermiddagen ankom Pete – en af Jamies gamle venner. Jamie og Pete har spillet i band sammen, og de havde ikke set hinanden ”since Tjanobel”, som Jamie sagde, så stemningen blev løftet en del, da han ankom. De sad i køkkenet det meste af eftermiddagen og drak Pastisse.

Efter Pete var ankommet kom de to danskere, som også skal arbejde her. De er fra Herning og har cyklet hele vejen fra Marokko. Så der er del mennesker her lige nu.

Om aftenen fandt Suzie noget vin og nogle snacks frem. Vi sad i haven og Pete og Jamie fortalte historier fra dengang de turnerede sammen. Pete har spillet sammen med Frank Sappa og Stevie Wonder. ”It's all just history” siger ”I don't want to brag about it”.

Selvom jeg har haft en del hjemve, har jeg på fornemmelsen, at det nok skal blive en god tur.

Gascony på tirsdag

Stedet hedder Gascony og ligger nær byen Tarbes i Midi Pyrénées i Sydvest-Frankrig. Der har Suzie og Jamie Peters et landsted, hvor de tilbyder kunstundervisning i form af såkaldte "Painting Holidays" http://www.gasconypainting.com. De er englændere, der har slået sig ned ved Pyrenæerne, og Jamie er, udover at være musiker, uddannet i kunst hjemme i England. Mere ved jeg sådan set ikke om dem. Men det er her jeg skal arbejde de næste tre-fire uger.

Tirsdag vil de hente mig i lufthavnen i Tarbes, og jeg må indrømme, at jeg er ved at blive en smule nervøs. De virker som helt igennem flinke mennesker, og forholdene ser og ganske gode ud. Det er 25 timers arbejde om ugen, smukke omgivelser, eget værelse og bad, cykler til rådighed, og tilmed et tilbud om at benytte Jamies 'art studio'. Arbejdet er almindelig hus/havehjælp, og jeg ved, at der kommer et canadisk par og skal arbejde og Jamies ven fra Holland, der skal hjælpe med at sætte et hegn op. Derudover har naboen også folk i arbejde (vi bliver kaldt "workaways"), så der er rig mulighed for møde en del nye mennesker. Så alt i alt tegner det til at blive en god tur... nervøsiteten er vel bare obligatorisk, på en måde.

Dette er planen indtil videre: cirka fire ugers arbejde ved Pyrenæerne og derefter videre rundt i Frankrig. Jeg har interrailbillet til Frankrig, og alt står sådan set åbent. Den eneste faste plan er, at jeg mødes med Jonas i Nice den 13. juni og derfra går turen til Korsika.

Men inden da, er der lige en mandag at komme igennem. En mandag, der kommer til at gå med at pakke, få styr på studieplaner og tage afsked med det herhjemme.